Vil du være med til at understøtte den politiske beslutningsproces og bidrage til den løbende udvikling af kommunen? Har du stærke relationelle kompetencer, og evner du at bygge bro mellem det politiske niveau, forvaltningen og praksis? Så er det måske dig, vi søger.
Vi leder efter en struktureret og ansvarsbevidst stabsmedarbejder med sekretærfunktion, der trives med alsidige opgaver, mange samarbejdspartnere og en hverdag præget af koordinering og tværfagligt samarbejde. Du vil få en central rolle i direktions- og borgmestersekretariatet i Sekretariatet for Politik, Strategi og Udvikling i Sorø Kommune, hvor du skal bidrage til både den daglige drift og til sekretariats faglige og strategiske udvikling.
Du vil arbejde tæt sammen med både ledelse og kollegaer på tværs af fagområder og være med til at sikre, at politiske beslutninger bliver kvalificeret og omsat til praksis. Du sætter en ære i at yde professionel service, skabe overblik og sikre kvalitet i de administrative processer – og du motiveres af at have en vigtig understøttende funktion i forhold til betjeningen af direktionen og borgmesteren.
Om jobbetVi søger en engageret og dedikeret stabsmedarbejder, som kommer til at få en central rolle i forhold til at få enderne til at hænge sammen for både det administrative og politiske niveau i kommunen sammen med de øvrige 3 kollegaer i sekretariatet.
Den endelige opgaveportefølje laver vi sammen på baggrund af dine kompetencer, men opgaverne vil blandt andet omfatte:
- Du vil få en sekretærfunktion for borgmesteren samt vores direktør for velfærdområderne, hvor du blandt andet vil få en vigtig rolle i forhold til kalenderstyring, repræsentation, planlægning af arrangementer og mødeforberedelse.
- Sekretariatsbetjening af politiske udvalg på det sociale område, herunder at kvalitetssikre og koordinere politiske sagsfremstillinger.
- Fordeling og kvalificering af henvendelser fra fællespostkassen, herunder journalisering.
- Mindre økonomistyringsopgaver fx fakturahåndtering.
- Administrativ understøttelse af møder og kurser, fx booking af lokaler, forplejning og IT-understøttelse.
- Opgaver i forbindelse med forberedelse og afvikling af valg.
Jobbet vil dermed bestå af både administrative opgaver og lavpraktiske opgaver, der også er af stor betydning for organisationens sammenhængskraft, samt opgaver af mere strategisk karakter.
Om digVi ser gerne at du har flere af følgende kompetencer:
- Du kan arbejde struktureret, prioritere og har blik for at tænke hele vejen rundt om opgaveløsningen – også selvom det til tider går rigtig stærkt.
- Du arbejder proaktivt og har overblik over opgaveløsningen og kan arbejde med korte deadlines.
- Erfaring med at arbejde med sagsfremstillinger til direktion og politisk niveau.
- Du har gode samarbejdsevner og en positiv indstilling.
- Du kan arbejde såvel selvstændigt såvel som i teams.
- Har lyst til og evner hurtigt at sætte sig ind i nye arbejdsopgaver.
- Praktisk erfaring med afvikling af valg.
- Du har erfaring med Office 365.
Om osSekretariat for Politik, Strategi og Udvikling består af ca. 15 medarbejdere fordelt på fire teams, hhv. Kommunikation, Udvikling, Jura og Borgmester- og Direktionssekretariatet.
Vi har et godt socialt fællesskab i afdelingen og er gode til at hjælpe både hinanden i afdelingen og resten af organisationen. Afdelingen er kendetegnet ved en uformel tone og mange gode grin. Vi sidder både fysisk og qua vores opgaver centralt i organisationen og har en bred kontaktflade og føling med, hvad der rører sig i organisationen.
Yderligere informationØnsker du at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Ena Lund på 61154086 eller sekretær for Økonomi og Stabsdirektøren Pia Düring Lausen på 57876016.
Ansøgningsfristen er torsdag den
19. juni 2025. Den første ansættelsessamtale vil blive afholdt tirsdag den 24. juni. Anden samtale afholdes torsdag den 26. juni 2025.
Stillingen er på 37 timer og ønskes besat pr. 1. august 2025. Ansættelse sker efter gældende overenskomst.
I Sorø Kommune ser vi mangfoldighed som en styrke, og vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, handicap, race, religion og etnisk tilhørsforhold. Værdigrundlaget i Sorø Kommune er: troværdighed, engagement og arbejdsglæde, dialog, åbenhed og anerkendelse.
Sorø Kommune er en røgfri arbejdsplads.
Kommunen har godt 30.000 indbyggere og er beliggende midt på Sjælland i et naturskønt område med søer og skove. Sorø Kommune har ca. 2.500 medarbejdere.