Vil du gøre en forskel, og være en del af et sted, hvor hjemlighed, faglighed og fællesskab går hånd i hånd? ​​​​​​​

Bofællesskabet Skovglimt søger fagligt stærke og engagerede pædagoger eller pædagogiske assistenter, der brænder for at skabe meningsfulde hverdage i samarbejde med de skønne borgere, som bor her.

Et hjem – ikke bare et tilbud:
Skovglimt er et hjem for 25 borgere i alderen 18–92 år med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. Borgerne er tilknyttet ét af bofællesskabets tre teams.
Arbejdet på Skovglimt tager afsæt i en neuropædagogisk forståelsesramme hvor vi har fokus på at styrke borgernes ressourcer og selvstændighed i hverdagen.
Stillingen rummer mange forskellige opgaver – fra praktiske daglige gøremål til jeg-støttende samtaler, samt tæt samarbejde med pårørende og eksterne samarbejdspartnere.

Som medarbejder bliver du kontaktperson for én eller flere borgere, hvilket blandt andet indebærer støtte til økonomihåndtering og koordinering af den samlede indsats omkring borgeren.

Selvom vi arbejder i tre teams, hjælper vi på tværs, så vi får et godt kendskab til hele huset og hinandens borgere.

Vi arbejder helhedsorienteret med vægt på faglighed, relationer og respekt for den enkelte borgers behov og ønsker. Hos os er det en grundlæggende værdi, at borgerne er voksne mennesker, som skal mødes med respekt og medinddragelse. Vi inddrager derfor borgerne aktivt i alle aspekter af hverdagen og anerkender, at de selv er eksperter i deres eget liv.

Vi leder efter dig, der vil gøre en forskel – hver dag:
  • er uddannet pædagog eller pædagogisk assistent og har lyst til at være en del af et tværfagligt team, hvor vi respekterer hinandens faglighed og løfter i fællesskab.
  • bidrager aktivt til et godt arbejdsmiljø sammen med kollegaerne.
  • tror på, at borgeren skal være i centrum for vores indsats og at borgeren selv bedst kan definere, hvad der er vigtigt i sit liv.
  • arbejder fagligt velfunderet, selvstændigt, struktureret og målrettet og samtidig trives i et tæt samarbejde med andre.
  • er åben for faglig sparring og refleksion, både individuelt og i fællesskab.
  • er villig til at tage del i de praktiske opgaver, fx vasketøj og personlig pleje.
  • kommunikerer respektfuldt og tydeligt både i samarbejdet med kollegaer og borgere.
  • har lyst til at planlægge og gennemføre pædagogiske aktiviteter, fx kreative projekter og ture ud af huset.
  • ser værdien i at hjælpe på tværs af teams og bidrage der, hvor der er brug for det.
  • har gode skriftlige kompetencer og er fortrolig med elektronisk dokumentation. Vi anvender Nexus, og du får naturligvis oplæring, hvis du ikke kender systemet.
  • har almindeligt B-kørekort og er tryg ved at køre større biler.

Vi lover dig et arbejdsliv med mening, udvikling og grin:
  • Et arbejdsmiljø, hvor du bliver en aktiv medspiller i personalegruppen og får mulighed for, i samarbejde med kollegaer og teamleder, at tage ansvar for udviklingen af gode løsninger for borgerne.
  • Fokus på din faglige og personlige udvikling og mulighed for at deltage i relevante kurser.
  • Fast borgerrettet supervision med ekstern supervisor.
  • Et arbejdsfællesskab præget af tillid, faglig nysgerrighed og humor.

Et fælles fundament – med borgerens stemme i centrum:
Sorø Kommune deltager i et partnerskab med Bolig- og Socialstyrelsen og fire andre kommuner med fokus på at udvikle den recovery-orienterede, rehabiliterende tilgang på handicapområdet. Det betyder, at vi arbejder målrettet for, at borgerens stemme bliver tydelig i alle indsatser.
Vi er en del af Center for Handicap og Psykiatri (CHP), hvor arbejdet tager udgangspunkt i fire fælles hjørneflag:
  • Alt, hvad vi gør, handler om borgerens trivsel, læring og udvikling.
  • Vi navigerer inden for de rammer, vi er givet.
  • Vores fællesfaglige fundament understøtter en sund og bæredygtig organisation.
  • Vi dokumenterer effekter og skaber data, der bruges til læring og udvikling.
Sammen med Professionshøjskolen Absalon udvikler vi et diplommodul skræddersyet til CHP, med fokus på recovery-orienteret rehabilitering, borgerperspektiver, inddragelse og tværfagligt samarbejde. Uddannelsen forventes udrullet i 2026 og 2027 og vil bidrage til et fælles kompetenceløft for alle medarbejdere.

Det med timer, løn og opstart:
Stillingerne er på 30–37 timer pr. uge med ansættelse 1. januar 2026 eller tidligere, hvis det ønskes.
Vi forventer at afholde samtaler mandag den 24. november og tirsdag den 25. november 2025.
Løn i henhold til gældende overenskomst.
Skovglimt er et døgntilbud, og vi har derfor åbent året rundt også i weekender og på helligdage.
Arbejdstiden ligger mellem kl. 7.00 og 23.00, med weekendarbejde hver anden weekend. En typisk arbejdsdag er på ca. 8 timer.
Ansættelse sker under forudsætning af en tilfredsstillende straffeattest.

Vil du høre mere:
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte
Teamleder Hannah Tjørnelund på hboyt@soroe.dk.
 
I Sorø Kommune ser vi mangfoldighed som en styrke, og vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, handicap, race, religion og etnisk tilhørsforhold. Værdigrundlaget i Sorø Kommune er: troværdighed, engagement og arbejdsglæde, dialog, åbenhed og anerkendelse.

Sorø Kommune er en røgfri arbejdsplads.

Kommunen har godt 30.000 indbyggere og er beliggende midt på Sjælland i et naturskønt område med søer og skove. Sorø Kommune har ca. 2.500 medarbejdere.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist: 21. november 2025
Kontaktperson:
Hannah Boysen Tjørnelund Teamleder
Arbejdssted:
Skovglimt 2 4295 Stenlille
Jobagent: Opret jobagent
Sorø Kommune | Rådhusvej 8 | 4180 Sorø | Tlf. 78 76 40 69 | cvr-nr. 29 18 99 94